Mit navn er Sara og jeg er 19 år gammel. I tirsdags, d. 13. januar 2015, fik jeg konstateret PCO.
Men jeg har altid haft det på fornemmelsen, at det var det jeg fejlede. En lang række af PCO symptomerne er der; blandt andet øget mandelig behåring, uren hud, mega træt hele tiden, menstruation intervaller på op til 6 måneder, svært ved at tabe mig omkring maven, og ikke mindst smerter i underlivet. Det viste sig så, ved ultralydsskanning, at jeg har ca. 5-8 cyster på hver æggestokke. Så giver det hele lige pludselig mening! Jeg fik at vide, at jeg nok skal forvente en udfordring med at blive gravid, når den tid kommer. Med de informationer gik jeg helt "følelses-forvirret" hjem. Var jeg trist? Eller skulle jeg være lettet? Det kunne jo have været noget der var være, men det viste sig "kun" at være PCO. Men det var jo ikke "kun" PCO. Det betød, at jeg muligvis snart skal igennem en hård kamp for at blive gravid, muligvis vil det lykkes med det samme, men for nogle har det jo taget 5, 10 år, ja for nogen skete det bare aldrig.
Turen hjem fra speciallægen var underlig. Jeg havde pludselig en følelse af at jeg var "ude af mig selv".
Jeg vidste ikke hvad jeg følte. Jeg var kold og sårbar på samme tid. Der var så meget kaos i mit hoved at jeg forærede penge til en "hjemløs" dreng, som i virkeligheden ikke virkede særlig hjemløs, og hans lange tragiske historie om at hans mor døde af kræft og at hans far var alkoholiker et eller andet sted derude, købte jeg egentlig ikke, men alligevel fik jeg "ondt i mine æggestokke" og gav ham alt hvad jeg havde af mønter og hævede endda en hundredekroneseddel til ham, mens jeg hørte resten af hans tydeligt opdigtede historie. Men sådan er jeg bare. Åbenbart er det nemmere for mig at hjælpe andre end at konfrontere mig selv med mine egne problemer. Jeg har læst uendeligt meget om PCO/PCOS, ja, selv inden jeg fik det konstateret, og jeg kan, efter at have læst utallige historier om andre kvinder med PCO, se at det ikke mindst bliver en psykisk udfordring for mig at jeg nu er "PCO pige". Jeg lider i forvejen af depression (bipolar) og den her "nyhed" har ikke gjort det nemmere for mig. Som prikken over i'et, så er det en almindelig bivirkning, at man udvikler depression af at være på p-piller. I mit tilfælde betød det så endnu mere depression til Sara (Yay!) Snak om at være dobbelt-ramt!
Det er KAOTISK. Det er slet ikke nemt. Det kan jeg allerede mærke og der er ikke engang gået en hel uge siden jeg fik det konstateret. Jeg fik som sagt ordineret p-piller (Cilest) som behandling. Den eneste medicinske behandling, i et helt år. Derefter skal jeg vurdere om det virker på mine symptomer.
Det jeg kan forstå, er at der er meget man selv kan gøre, for at tæmme PCO monsteret. Man kan lave en kostomlægning til noget der er mere PCO-venligt og så må jeg så begynde at motionere. Endnu en grund til at lette numsen :)
Nu må jeg hellere starte med at følge med herinde og blive klogere på min PCO.
