Af Hanne Udengaard Forskningssygeplejerske og Svend Lindenberg Overlæge og
professor ved Fertilitetsklinikken Herlev Amtssygehus. Helse nr. 9, 2003
PCO står for polycystiske ovarier (æggestokke) og betyder, at der dannes
unormalt mange ægblærer i æggestokkene, og at disse ægblærer i stedet for at
være placeret jævnt i æggestokken, oftest ligger som en perlerække i yderkanten,
mens midten er fyldt med et tæt væv. Selve æggestokken er også større end
normalt.
At have sådanne æggestokke, behøver ikke at give nævneværdige symptomer - og
mange kvinder lever hele deres liv uden at opdage det.
PCO kan udvikle sig til PCOS
Således har hver 7. kvinde i den fødedygtige alder PCOS.
PCOS står for polycystisk ovariesyndrom og betyder, at man ud over at have de
karakteristiske æggestokke, nu også har tegn på:
- Forhøjet mængde mandligt kønshormon og/eller
- Sjældne eller manglende ægløsninger
(Det skal selvfølgelig udelukkes, at hormon- og ægløsningsproblemerne ikke
skyldes andre årsager end PCOS).
Forhøjet mængde mandligt kønshormon viser sig ved:
- Tendens til øget hårvækst (hirsutisme), det vil sige dunet skægvækst i
ansigtet og øget behåring på kroppen, – mens håret på hovedet godt kan blive
noget tyndt.
- Øget tendens til uren hud (acne).
- Kontrol af blodprøver afslører de forhøjede mandlige kønshormoner
(androgener).
Hvor store, hud- og hårproblemerne bliver, afhænger af den enkelte kvindes
følsomhed overfor de mandlige kønshormoner. Måske er det netop disse problemer,
der får kvinden til at gå til lægen.
Sjældne eller manglende ægløsninger kan ikke ses direkte, men kan give
symptomer som:
- Forstyrret menstruationscyklus: Der er ofte meget lange intervaller mellem
blødningerne, – eller måske udebliver menstruationen helt.
- De manglende ægløsninger bevirker, at det kan være svært at blive gravid,
når man ønsker det.
Det er oftest barnløshedsproblemet, der fører kvinden til lægen, som så ved
hjælp af en ultralydsscanning afslører de polycystiske æggestokke, og hermed kan
give en forklaring på problemerne – og hjælpe i gang med den rette
behandling.
Har man ikke noget graviditetsønske, kan det af nogle kvinder opfattes som
meget rart og praktisk, at der er langt mellem menstruationerne – men det er
tegn på en ubalance i kroppen – og alle bør derfor søge læge for at få en
behandling der sikrer, at der kommer menstruation med jævne mellemrum (se
senere).
Hvad er årsagen til PCO? – og hvorfor udvikler PCO sig til PCOS?
Man mener PCO er arveligt, – og måske er nogle kvinder mere arveligt
disponeret for at udvikle PCOS end andre – men udvikling af overvægt sammen med
for lidt fysisk aktivitet er klart disponerende faktorer.
Overvægt
Desværre er det en kendsgerning, at man har øget tendens til at tage på i
vægt, når man har PCO. – og på grund af de forhøjede mandlige kønshormoner,
lægger al overskydende fedt sig især omkring maven, – også kaldet æblefacon.
Det med æblefaconen gælder også, selvom man ikke er overvægtig!
70-80% af kvinder med PCOS er overvægtige – og denne tendens til overvægt er
meget uheldig, da overvægt forværrer alle tilstande indenfor PCOS.
Hvorfor er overvægt særlig uheldigt, når man har PCOS?
Fra fedtvævet udskilles nogle stoffer, som nedsætter følsomheden for insulin
(insulinresistens). Insulin produceres i bugspytkirtlen, og hvis følsomheden er
nedsat, producerer bugspytkirtlen som kompensation en større mængde insulin.
Det forhøjede insulin bevirker at:
- mængden af de mandlige kønshormoner i blodet stiger
- hud- og hårproblemerne forværres
- ægudviklingen i æggestokkene går i stå
- der kommer ikke ægløsning
- der kommer uorden i menstruationerne
- der opstår barnløshedsproblemer.
Hvorfor er manglende motion særlig uheldigt, når man har PCOS?
Dyrker man ikke motion, kan man blive insulinresistent af denne ene grund –
også selv om man ikke er overvægtig.
Dette skyldes, at vi har brug for nogle vigtige stoffer, der frigives fra
arbejdende muskler, (IL-6 = Interleukin 6), som sikrer, vedligeholder eller øger
følsomheden overfor insulin. Jo mere motion man dyrker, desto mere IL-6
frigives, og jo større insulinfølsomhed opnår man.
Men bruger man sine muskler for lidt – og det er der stor risiko for i vores
magelige samfund – svækkes insulinfølsomheden.
Vær opmærksom på helbredskonsekvenser på længere sigt
Den nedsatte insulinfølsomhed og den forøgede insulinproduktion, øger
risikoen for at udvikle Type 2 Diabetes – også hos normalvægtige.
Den nedsatte insulinfølsomhed forstyrrer desuden fedtstofbalancen i blodet og
øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, – og denne risiko forstærkes yderligere
af overvægt.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at styrke sin insulinfølsomhed ved
at holde sin vægt normal og dyrke motion, da det er den bedste forebyggelse.
Hvis man har langt mellem menstruationerne, eller måske helt ophørt
menstruation, kan den manglende afstødning af slimhinden fra livmoderen øge
risikoen for, at der udvikles kræft i livmoderslimhinden.
Dette kan forebygges, hvis man får en hormonbehandling, der sikrer en
regelmæssig afstødning af slimhinden.
Forebyggelse
Hvis man er normalvægtig (body mass index højst 25), skal man sørge for at
holde sin vægt – altså undgå overvægt.
Er man overvægtig, er vægttab den mest effektive behandling.
Uanset vægt har alle rigtig meget gavn af motion – gerne en halv time
dagligt.
Medicinsk behandling af den nedsatte insulinfølsomhed med Metformin
Hvis man, som følge af sin PCOS, har udviklet insulinresistens (uanset om man
er tynd eller overvægtig), er man begyndt at anvende et præparat mod Type 2
Diabetes: Metformin (også kaldet Orabet eller Glycophage). Metformin øger
følsomheden overfor insulin og kan dermed være med til at rette op på mange af
de ubalancer, der er.
Det er dog ikke alle, der har gavn af Metformin, – og det er ikke til at
forudse, hvem det er.
Herudover kan Metforminbehandling være forbundet med bivirkninger som kvalme,
diarré og metalsmag i munden.
Behandling af øget hårvækst
P-piller kan forsøges, men er ikke altid effektivt.
Spironolacton (Spiron) er et antiandrogen, som nogen gange kan have lidt
effekt.
Hårfjerning med laser-epilering er nok det mest effektive, men det er dyrt,
og virkningen er ikke permanent.
Behandling af uren hud
P-piller kan forsøges, men er dog ikke altid effektivt.
Behandling ved graviditetsønske
PCOS er ingen hindring for at blive gravid – men mange har brug for at få
lidt hjælp i form af hormonbehandling, da en graviditet kræver en normal
ægudvikling og ægløsning.
Det typiske billede ved PCOS er ofte, at ægblærerne fint starter med at
vokse, men på et tidligt tidspunkt går de i stå, og ægløsningen forstyrres.
Mange PCOS-kvinder får dog indimellem en helt almindelig ægløsning, og derfor
er der chance for at blive gravid på helt almindelig vis – faktisk er der en
del, der aldrig opdager deres PCOS og får deres børn på helt naturlig vis.
Hvor kan man få mere at vide om PCOS?
Nogle finder ud af, at de har PCOS allerede i 14-års alderen, fordi de søger
læge pga. generende hårvækst eller uren hud. Andre får diagnosticeret deres PCOS
pga. barnløshedsproblemer, og en gruppe opdager det aldrig.
Uanset hvilken alder man har, kan der opstå mange spørgsmål, som det kan være
svært at få svar på.
Der er stiftet en dansk PCO-forening, hvor man kan få mange nyttige
informationer.
Link: PCO foreningen i Danmark www.pcoinfo.dk
Klik også ind på fertilitetsklinkken Herlev www.lindenberg.dk